Hej! Hvis du står med mit visitkort i hånden, mødte vi enten hinanden på Bornholm, eller også faldt du over kortet et sted. Uanset hvad: tak fordi du scannede.
Jeg arbejder på at starte en forening for fremtidens generationer. Populært kan man sige, at vi samler nutidens generationer for fremtidens.
Et fællesskab af mennesker på tværs af aldre, der vil være med til at sikre, at vi træffer beslutninger i dag, som også giver mening om halvtreds eller hundrede år. Ikke som politik fra oven, men som noget vi gør sammen, i hverdagen.
Du scannede sikkert af en af disse grunde:
1. Du er interesseret i at lære mere om fremtidens generationer og intergenerationel retfærdighed
Intergenerationel retfærdighed lyder kompliceret, og det er det også! Få en kort intro i artiklen forneden.
2. Du vil være med til at bygge foreningen, eller bare hjælpe til
Det er her, det begynder. Uanset om du vil være medstifter, frivillig, eller bare følge med på sidelinjen, så skriv dig op på mailinglisten. Du forpligter dig ikke til noget — du hører bare fra mig, når der sker noget. Status pt. Er planlægning af en workshop til validering af
1) forståelse af budskaber og position
2) afprøvning af metoder, og evalueringsparametre (MEL)
3) navngivning og stiftelse mhp. At søge midler hos fonde
Meld dig til hvis du f.eks. overvejer at deltage i workshoppen.
3. Vi mødtes og talte sammen – eller din organisation kunne være med
Måske talte vi om en jobmulighed eller en idé, vi blev enige om at vende igen. Måske arbejder du i en organisation, en kommune eller et bibliotek, der kunne samarbejde. Og er du fra en fond, er du særligt velkommen. Uanset hvad: skriv til mig, så tager vi den derfra.
Det er også en god grund! Skriv en hilsen i min gæstebog! så ved jeg, du kiggede forbi. Og er du blevet hooked på fremtidens generationer så læs med under punkt 1 eller skriv dig op under punkt 2.
I en lille japansk by ved navn Yahaba prøvede man for nogle år siden et eksperiment. Byen skulle lægge en langsigtet plan for det lokale vandværk, og man delte borgerne i to grupper. Den ene gruppe skulle tale for deres egen sag, som borgere i nutiden. Den anden gruppe fik en simpel instruks: forestil jer, at I er borgere i år 2060. Tal på deres vegne. [1]
Vandværket gav et økonomisk overskud på det tidspunkt, og spørgsmålet var, hvad man skulle gøre med pengene. Nutidsgruppen var fortalere for at sænke vandtaksten og give overskuddet tilbage til borgerne. Billigere vandregning kan man næppe være uenig i. Men fremtidsgruppen sagde det modsatte. De ville hæve taksten og spare pengene op, så der var råd til at vedligeholde vandværket, når det engang blev gammelt og skulle renoveres.
Da byen havde lyttet til begge grupper, endte den faktisk med at hæve vandtaksten. Så vandregningen blev dyrere. Træls for nutidsgruppen, men pointen er: hvad sker der, når nogen taler fremtidens sag i et rum, hvor fremtiden ellers ikke selv kan deltage?
Hvad er intergenerationel retfærdighed?
Intergenerationel retfærdighed handler om ét spørgsmål: hvad skylder generationer hinanden?
Og her er det vigtigt at være præcis, for to ting bliver tit blandet sammen. Det ene er forholdet mellem os, der lever lige nu (børn, voksne og ældre). Det andet er forholdet mellem os, der lever lige nu, og dem, der endnu ikke er født. Begge dele er relevante. Helt simpelt:
De fortidige generationer er dem, der levede før os. De nulevende er alle, der er i live i dag: fra nyfødte børn til oldeforældre. De fremtidige er dem, der endnu ikke er født. Retfærdighed på tværs af generationer handler ikke kun om de nulevende, men om vores forhold til alle tre.
Forholdet mellem de døde, levende og fremtidige generationer
Selvom der blot er tale om en meget simpel fremskrivning, er konklusionen klar: vi ved gennem nogle beregninger, at der har levet ca. 100 mia. mennesker de seneste 50.000 år, og at der er ca. 7,8 mia. nulevende. Men hvis man tæller dem, der kan blive født i de næste 50.000 år — de 6.750 mia. — så er det uforholdsmæssigt mange sammenlignet med os, der lever i dag. Alligevel er det os, der træffer beslutningerne, som de bliver påvirket af. Filosoffen Roman Krznaric kalder det at “kolonisere fremtiden”: vi bruger løs af den, fordi de, der skal leve i den, ikke kan protestere endnu. [2]
Hvad gør det svært?
Hvis det er så indlysende, at vi skylder fremtiden noget, hvorfor handler vi så ikke bare på det?
Fordi næsten alt omkring os er bygget til at tænke kortsigtet. Politikere vælges for fire år ad gangen. Virksomheder gør regnskab op hvert kvartal. Nyhederne skifter time for time. Ingen af de rytmer belønner en, der vil træffe en beslutning, som først bærer frugt om halvtreds eller hundrede år. Det er nemmere at udskyde, for dem, der kommer til at mærke konsekvenserne, har ingen stemme endnu.
Intergenerationel retfærdighed i verden og i Danmark
Selvom det kan lyde abstrakt, er ideen ved at blive til konkret virkelighed.
Wales vedtog i 2015 verdens første lov, der forpligter det offentlige til at tænke på fremtidige generationer, og ansatte en kommissær til at holde øje med, at det sker. [3] I 2024 vedtog FN sin første erklæring nogensinde om fremtidige generationer — og Danmark skrev under. [4] Og i marts 2026 fulgte EU op med en helt ny strategi for intergenerationel retfærdighed, der skal sikre, at nutidens beslutninger ikke spænder ben for fremtidens muligheder. [5]
Herhjemme arbejder Fremtidskoalitionen — et samarbejde mellem en lang række organisationer — på at gøre fremtidige generationers trivsel til en del af, hvordan vi træffer beslutninger med inspiration fra de implementeringer der har været i resten af verden [6] Også SNART, som er et laboratorium for mulige fremtider, er værd at tjekke ud, hvis du vil kende de faglige nøgleaktørerne på området i Danmark. [7]
Kan fremtiden repræsenteres demokratisk?
Intergenerationel retfærdighed handler ikke om, at eksperter skal regne sig frem til den “rigtige” fremtid og så bede os om at makke ret. Fremtiden er noget, vi skal blive enige om gennem demokratisk samtale på tværs af aldre. Spørgsmålet er ikke, hvad der kommer til at ske, men hvad vi sammen vil arbejde hen imod.
Til en debat hørte jeg nogen rejse spørgsmålet om befolkningstilvækst, og her er det værd at slå fast, at det her handler om, hvilken slags verden vi efterlader — ikke om hvor mange mennesker der skal være, eller hvem de skal være. Hvor mange børn folk får, hvilke befolkningsgrupper der vokser eller skrumper — det er en helt anden diskussion, og den blander vi os ikke i. Retfærdighed mellem generationer handler om vilkår, ikke om antal. At de arver en verden, de kan leve gode liv i. [8]
Afsluttende refleksioner
Hvordan giver vi bedst fremtidens mennesker en stemme i de beslutninger, vi træffer i dag, når de ikke selv kan sidde med ved bordet?
Hvad har vi arvet fra dem, der kom før os, som vi har pligt til at give videre?
Hvis du om halvtreds år skulle stå til regnskab over for et barnebarn, der spurgte “hvad gjorde I?” — hvad ville du så gerne kunne svare?
Og måske det sværeste: hvad gør det ved os at danne mening om en sag, der rækker ud over vores egen levetid og egne interesser?
Tilbage til vandværket i Yahaba. De rør, der lægges i jorden i dag, holder mellem 70 og 100 år. [9] Den, der renoverer vandværket, lægger rør, som deres børnebørn skal drikke af. Det var det, fremtidsgruppen forstod, da de stemte for en dyrere vandregning.
Vores beslutninger har samme rækkevidde. Et barn, der fødes i dag, vil i løbet af sit liv desværre opleve omkring syv gange så mange hedebølger som sine bedsteforældre. [10] Det er noget, vi har skabt — og noget, vi stadig kan gøre noget ved. Forskellen mellem syv gange og noget langt mildere ligger i de beslutninger, der bliver truffet i vores levetid. Hvad vi siger farvel til, hvad vi forandrer, og hvad vi i sidste ende lader gå videre.
